tastatur

Derfor er The Sims mere end bare underholdning

The Sims er et populært spil, som efterhånden har mange år på bagen. Mange børn spiller det, og der findes et utal af forskellige versioner samt tillægspakker, som kan gøre det ekstra spændende. Selvom man som forældre godt nogle gange kan ønske, at børnene slukker computeren og bevæger sig lidt udenfor i haven, er der faktisk rigtig mange fordele ved at spille The Sims-spillene. De lærer nemlig børnene en masse centrale ting, som kan være gavnlige senere i livet.

Psykologiske værktøjer

Man hører tit, at skydespil kan være med til at styrke børns koncentrationsevne og lære dem at handle hurtigt i pressede situationer. I The Sims er det nogle andre, men mindst ligeså vigtige, psykologiske mekanismer, der er tale om. For eksempel kan spillet være med til at lære børn at forstå menneskelige relationer. I spillet belønnes ens simmere socialt, hvis de er behagelige at være sammen, imens dårlig opførsel sanktioneres. Bruger man tid og omsorg på at pleje sine relationer, bliver ens simmer populær blandt andre, ligesom det er tilfældet i virkelighedens verden.

Et andet aspekt er evnen til at føle empati. Barnet får ansvaret for at passe på sine simmere, ligesom vi kender det fra 90’ernes tamagotchier. Det er deres job at sørge for, at simmerne har tøj på kroppen, mad i maven og at de stimuleres socialt – selv toiletbesøgene har barnet ansvar for! På den måde kan The Sims være med til at skærpe barnets evne til medfølelse og lære dem at tage ansvar for andre. Det er især en god idé at tale med dit barn om, hvordan de behandler deres simmere. Mange af os har nok hørt om eksemplet, hvor man fjerner trappen i poolen, så ens simmer drukner. Det lyder måske makabert, men kan faktisk være afsæt til en god samtale omkring, hvad der ligger i sådan én handling. Sådan kan spillet være med til at åbne for en dialog omkring forholdet til andre mennesker på en håndgribelig og overskuelig måde.

Praktisk overblik

The Sims kan være rigtig nyttigt i forhold til at lære at holde overblik over flere ting på samme tid. I spillet skal man både passe hus, sørge for at simmerne kommer på arbejde, holde øje med økonomien og tage hensyn til situationer, der opstår pludseligt. Dette kan være med til at forberede barnet på det voksenliv, der venter dem, hvor de ofte skal holdes flere bolde i luften på én gang.

Køber man nogle af de mange tillægspakker, kan flere elementer fra virkeligheden ligeledes integreres i spilleverdenen. I The Sims 4 Årstider kommer alle aspekterne ved skiftende årstider i fokus. Her skal barnet blandt andet forholde sig til forskellige vejrforhold, sæsonernes skiftende højtider og endda den påvirkning lysforholdene kan have på simmernes humør. På den måde bliver det nemmere at forholde sig til, hvordan livet kan udvikle sig forskelligt, når omgivelserne ændrer sig. Dermed er der ikke kun mange timers god underholdning i The Sims – der er også masser at lære omkring menneskelige forhold.

Skriv et svar